top of page

Min vej til at blive negleteknikker


Negleteknikkeren der aldrig selv har fået lavet negle

Jeg blev negleteknikker ved et tilfælde, og det her er historien bag.

For to år siden arbejdede jeg i en dagligvarerbutik som så mange andre 18-årige, og her skete det utænkelige... Jeg knækkede en negl- en naturlig negl endda. På det tidspunkt i mit liv- en kæmpe katastrofe.

Jeg har altid haft meget stærke og lange naturlige negle, og derfor skulle neglen naturligvis forlænges kunstigt hurtigst muligt. Mit næste move var derfor at købe et startsæt hjem fra nettet, for hvor svært kan det være?

Ja.. hvor svært kan det egentlig være?

Svaret er af indlysende grunde- meget svært... ellers havde alle gjort det derhjemme, som jeg også selv troede jeg kunne. Jeg havde negleprodukt ud over det hele, og mine neglebånd var overflydt med akryl. Jeg tror også, at jeg havde formået at klippe hul i mine neglebånd, så de blødte. Alt i alt et virkelig dårligt projekt, og den perfekte opskrift på at få allergi for negleprodukter.


Det berygtede startsæt

Mine veninder synes det var meget sjovt, at jeg havde købt et startsæt hjem, og de synes samtidigt, at det kunne være genialt, hvis jeg kunne lave deres negle fremover. Jeg advarede dem på forhånd om, at jeg ingen jordisk anelse havde om hvad jeg lavede, og at jeg i øvrigt aldrig selv har været hos en negleteknikker, så jeg kender ikke engang en lille smule til processen.

Vi lavede en portion Vodkapasta, og satte os ned i min kælder, også begyndte vi ellers. Det tog alt for lang tid og resultatet var herrens. Da vi stoppede og takkede af for i dag, var det nok ikke et spørgsmål om at neglene var færdige, men om at vi ikke orkede mere, og at vi alle godt kunne se, at resultatet ikke blev meget bedre.


Rygtet om at jeg lavede negle spredte sig langsomt blandt venner og bekendte. Kort tid efter havde jeg min første fremmede (og betalende) kunde, der var min venindes veninde. Hun betalte mellem 50-100 kroner for sit sæt. Resultatet var hverken holdbart eller særligt pænt.


Snapchat kunder

Jeg startede en lille snapchat-gruppe, hvor jeg postede ledige tider, priser og billeder af mit arbejde for venner og veninder. Flere og flere begyndte at være interesserede kvarter de billige priser, og inden længe var det ikke nok med en lille snapchat gruppe, og jeg overgav mig og startede min instagram. Elisabeth Nails. En instagram jeg siden den dag i december 2021 har brugt mange timer på, og lagt meget arbejde i at vokse. Jeg havde heller aldrig forestillet mig, at det nogensinde skulle gå hen og blive mit fuldtidsarbejde, og at jeg ville holde så meget af det som jeg gør i dag. At det kunne udvikle sig til at jeg lavede min egen virksomhed, hvor jeg som bare 19-årig kan finansiere min rejselyst fra alt fra Uganda og Zanzibar til Vietnam, Borneo, Bali og Australien mm.


I starten da jeg havde lavet min instagram og begyndte at tage kunder ind, havde jeg ingen anelse om hvad jeg lavede for at sige det rent ud, og det gik også rigtig dårligt. Kunderne var sjælendt tilfredse, jeg blev ´underbetalt´ for alt det arbejde og de timer jeg lagde i et sæt negle, men jeg håbede at de ville tjene sig ind igen. Det var en hård og dyr start, og jeg havde lyst til at give op mange gange. Heldigvis er jeg stædig.


Den bagstive negledame

Jeg lavede negle i 3.g ved siden af gymnasiet og med en afgangseksamen der med hastige skridt begyndte at nærme sig. Jeg måtte skruge gevaldigt ned for kunderne for at fokusere på at afslutte skolen, og i en kort periode lukkede jeg helt ned.

Den 20. juni 2022 blev jeg endelig student, og mit negleeventyr kunne for alvor gå i gang. Jeg var student og gik til studentergilder hver dag, kom hjem klokken 4 om natten og havde kunder igen fra klokken 8.00-14.00. Herefter havde jeg studentergilder igen til ud på natten, og sådan fortsatte det hele min studentertid. Den bagstive negledame, der kunne fejre afslutningen på gymnasiet med endelig at kunne lave negle, som efterhånden var blevet en passion.


Student- og hvad så nu?

Det blev august 2022... jeg var færdig med at være student, jeg havde været på ferie i sydfrankrig og mine venner og veninder var startet på deres sabbatårsarbejde. Jeg havde ingen plan og intet job. Så hvad så nu?

Jeg satte mig ned og søgte forskellige jobs i nærheden, men inderst inde håbede jeg ikke rigtig på at få nogle af dem, for de sagde mig ingenting. Det kunne muligvis mærkes i de mange ansøgninger jeg sendte ud, for ingen af dem blev til noget. Jeg greb derfor chancen og gik fuldtid på Elisabeth Nails i midten af August, og siden da har jeg ikke set tilbage.


Elisabeth Nails anno 2023

Den dag i dag er jeg fuldtid i Elisabeth Nails og har kunder fra klokken 6 om morgenen til sent ud på aftenen. Jeg nyder det. Jeg nyder hver dag i min lille salon, og jeg synes det er både virkelig sjovt og fedt at kunne have sin egen virksomhed, og ligge hele sit hjerte i det. For det gør jeg virkelig.


Elisabeth Nails er blevet mit hjertebarn.







NB: Jeg kan ikke anbefale andre at starte med at lave sine negle- og bestemt ikke andres uden en grundviden indenfor negle- og negleteknik. Jeg er blevet klogere på allergirissci siden da, og set i bakspejlet havde det helt klart været både klogeste og mest ansvarligt at tage et startkursus. Derfor er dette en opfordring til dig der læser med, som sidder med en negleteknikker gemt i maven- tag altid et kursus. Det vil spare dig for både tid og penge i længden, og for at potientielt udsætte dine kunder for forkert negleteknik og/eller allergi.

111 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

留言


bottom of page